mandag den 23. juli 2012

Cycling in SG


Jeg savner min cykel!
Og jeg vil gerne have en ny. Jeg har haft et øje på en fin lille cykel i den lokale butik, som jeg går forbi hver dag til og fra arbejde. Idag var jeg så nede for at prøve den. Den er megabillig og ikke særlig fantastisk, men den er ok til 1200 kr. Jeg har nu sat alle de 6 mænd, som sidder og hænger dernede (har ikke fundet ud af, hvem der har biksen) på en opgave. De skal finde et rytterstyr og nogle andre bremser til mig, så vil jeg nemlig gerne købe den. Men som den er ligenu er den ikke så sej.




Til gengæld fandt jeg endelig Singapores sejeste cykelbutik idag. Jeg havde hørt om ham gennem nogle andre cykelhandlere. Jeg tog kondisko på og gik rask de 2,5 km mod butikken. Det var helt fantastisk at se rigtigt flotte cykler, både vintage-racere og fresh fixies. Lynten, som havde butikken var vildt flink og fortalte mig meget om cykelkulturen i SG. Han mener sagtens jeg kan cykle på job. Det er kun 4,5 km men jeg er sgu lidt bange for trafikken, så ved ikke helt om jeg tør kaste mig ud i det. Det skal haves i mente, at de jo kører i venstre side af vejen her, og det er ikke helt til at huske at kigge den rigtige vej hver gang (!)

Nå men han havde den smukkeste cykel stående og den kan blive min for den nette sum af 2500 singapore dollars, altså lidt over 11.000 danske... Så det ender nok med at jeg køber den lille kinesiske discountmodel! Jeg tager et billede af den en af dagene, og håber de finder et andet styr til mig!
Bourdeaux Beauty
Lidt om cykelkulturen i SG
Den er næsten ikke-eksisterende, i trafikken i hvert fald! De folk, som har en cykel, har en gammel grim mountainbike-agtig cykel - og de cykler på fortovene og de ringer med klokken og forventer at man springer til side. Men de kører vildt langsomt, så det er ikke så farligt.
Derudover er der mange, som har en folde-cykel som de tager med noget af vejen i den offentlige transport og så cykler videre. Jeg har ikke set så mange.
En sjælden gang imellem ser jeg en cyklist i trafikken.. det er ofte europæisk udseende mænd i spandex og hele udstyret med meget flotte ryttercykler. De ser totalprof ud.
Singapore centrum er omringet af naturreservater og parker, som man kan tage ud at cykle og løbe i. Der findes park-connectors, som er stisystemer fra beboelsesområder og centrum ud til parkerne. Jeg glæder mig meget til at prøve at cykle her, men tror helt sikkert jeg starter med parkerne, før jeg kaster mig ud i trafikken!

Sushi og gadgets!

iPhone covers til enhver smag
Singapore er en anden verden! Det er slet ikke til at beskrive hvor vildt her er. Du kan købe ALT. Der er kæmpe malls, supermarkeder og specialbutikker over det hele. Nogle af malls'ene har et tema, Den danske ambassade ligger i det jeg kalder baby-mall. Her kan man købe legetøj og bøger og der er build-a-bear og spillearkade og bolsher og cupcakes, fastfood og isboder. Der er tilmed et babymarkede hvor man kan købe bleer osv. Jeg har også fundet et hipstermall; her kan man købe alle de fede mærker og noget lokalt produceret tøj, som er super hipt og desværre alt for småt til mig. Derudover er der nogle laid back livsstilsbutikker, hvor man kan shoppe dyre sko, bøger og tilbehøre til hjemmet - og så selvfølgelig gadgets - og tilbehøre til dine gadgets.

ALLE i Singapore har en iPhone, en smartphone, en tablet eller iPad af en slags. Og de chatter, smser, ser TV oh hører musik KONSTANT - selv jeg bliver træt af, at de ikke kigger op. Bussen, metroen og fortovet er fuld af folk, som går med snotten nede i skærmen, der er helt vildt. Og ens gadget skal se ordentligt ud, derfor kan man få en milliard forskellige covers i hver butik og på hvert hjørne, hvor der lige er plads til en biks. Jeg har allerede købt to!
Derudover kan man få blingblingting til at sætte i høretelefon eller opladerudgangen - enhver mulighed for LIR skal udnyttes. Tror selv jeg vil prøve sådan en høretelefonstiksdibbidut. Jeg skal i hvert fald nok prøve at tage nogle billeder.
Her er et billede af et lille udvalg i en butik. (i øvrigt selv samme butik, hvor jeg tabte en neglelak,
som exploderede udover mit ben og det hvide gulv, pinligt).



Sprut i supermarkedet
Veg Thai Green Curry

Maden i Singapore er MEGET billig, hvis du spiser i en lokal gaderestaurant eller køber sushi i supermarkedet eller i vores lille lokale biks ved metrostationen. Til gengæld er maden i Singapore MEGET dyr, hvis du spiser på en finere restaurant - eller hvis du forsøger at købe ind selv i et supermarked. Selvfølgelig er de asiatiske varer billige i supermarkedet, men brød, ost, mælk og andre "normale" ting er vildt dyre. Til gengæld kan man få ALT, selv lakrids og rugbrød, bare man betaler nok for det.
Det dyreste er dog alkohol. En øl koster 10-15 kroner i supermarkedet eller 7-eleven. Men på en bare koster den alt fra 70-100 kr. Spiritus er endnu værre, selv i supermarkederne er det meget dyrere end hjemme. Derfor er det meget vigtigt at købe duty-free, når man tager ud af landet på weekendtur - det har jeg allerede lært af mine expat-venner!

Tilbage til maden. Her ses en vegetarian green curry, den kostede 4 dollars med ris, hvilket svarer til 20 kr. Det kan jo ikke svare sig at lave mad selv overhovedet.
Til gengæld spiser jeg allerede for meget ris og nudler - det er farligt for vægten - og nej det er ikke øl!!

Men så er det jo godt at jeg har både gym og pool. Har allerede taget løbebåndet i brug, og det er fantastisk at have et minifitness-center helt for sig selv - med aircon!!
Jeg har løbet udenfor én gang, tror ikke det gjorde noget godt for mig. Jeg løb langs med meget store trafikkerede veje og det var så varmt, at jeg ikke kunne løbe mere end 3 km før jeg var ved at dehydrere. Det har dog ikke afholdt mig fra at tilmelde mig et udendørsløb til et Nike-arrangement på den største shoppinggade på fredag. Det er netop 3 km, så mon ikke jeg klarer den :)

torsdag den 12. juli 2012

Ambassadepigen

United Square bygningen
Ambassadepigen

Jeg er meget glad for at være på ambassaden. De første to uger er gået vildt hurtigt, selvom der ikke var så meget at lave. Der er sommerferiestemning - også herude. Men vi er så småt ved at gå igang med arbejdet til august måned. Den nye ambassadør starter snart og så bliver her travlt. Der skal holdes receptioner og møder og der kommer en delegation fra Danmark med Erhvervs- og vækstministeren, som jeg skal hjælpe med at stable på benene... det bliver rigtig spændende og jeg får forhåbentlig lov til at tage med delegationen rundt i Singapore.

Den anden nye praktikant Nanna, startede idag, og de gamle praktikanter har sidste uge, i næste uge kommer Sara, den sidste nye, og så er vi på egen hånd. Det bliver rigtig fedt at komme igang.

Der er hundekoldt på kontoret pga aircon og jeg kæmper stadig lidt med microsoft og outlook, men det går bedre og bedre med computeren og mit tørklæde og min blazer lader jeg ligge derinde, det har jeg på ingen måde brug for i fritiden (!)

Jeg skal nok fortælle mere om mit arbejde senere...

onsdag den 11. juli 2012

BILLEDER FRA SG

Bøder i metroen
Trængsel i metroen


SOYA Sauce
Chili Sauce

Mit værelse

Home

Min pool!


BLOG RELAUNCH **SINGAPURA**

Jeg er landet i Singapore og det er endnu engang tid til at finde bloggen frem. Jeg besluttede mig for at relancere min gamle fixieblog, så er den nem at finde.

De første par dage gik med at finde et sted at bo. Jeg var ved godt mod og tog kontakt til en masse. Boligpriserne er meget høje, derfor forsøgte jeg at finde det billigste - jeg fandt dog hurtigt ud af, at det billigste simpelthen var for billigt, for det var rimelig klamme værelser jeg så på. I mellemtiden boede jeg på et backpackerhostel i Little India, nøj hvor var der hyggeligt. Tilbage til den gamle backpackerjargon og toast med jam til morgenmad. 8 personer på værelset, inklusive snorkeren!

Jeg mødte dog også nogle af de expats, som de tidligere praktikanter kender, og der var tilfældigvis en, hvis flatmate skulle flytte. Jeg har overtaget et rigtig fint værelse med dobbeltseng, skrivebord, kommode og spejl og et kææææmpe skab - og sidst men ikke mindst AIRCON!

I bygningen er også et lille gym og en pool og en sød vagtmand, som hedder Sareeeee, ligesom de indiske klæder - vi er venner fra starten!

Blandt boligsøgningen nåede jeg også at være lidt turist sammen med to hollændere fra hostellet. Vi tog ned til Marina Bay, som er en bugt helt inde i midtbyen - Where the money is!
Her så vi den flotte skyline og alle de flotte lys, som spejler sig i vandet. Der er en spacy bro, som fører over til den lille halvø, som hedder Marina Bay Sands - her er et museum, (meget fancy) shopping mall, hoteller, restauranter og ikke mindst SKY PARK - hvor man kan komme op på toppen af den flotte bygning og se ud fra 57. etage. Vi fik lusket os derop uden at betale fordi vi lod som om vi skulle ind og have en drink på baren, som ligger deroppe. Ku De Ta - baren var dog også rimelig fancy, heldigvis var der ikke dresscode om søndagen, så vi fik lov at gå ind i shorts, t-shirts, sandaler og kameraer :) Så var der fotosession. Udsigten er SÅ FLOT, helt fortryllende!


Foran Marina Bay Sands med Stein og Ruth

Singapore skyline
Jeg har selvfølgelig spist masser af asiatisk mad allerede og kørt enormt mange gange med metro og busser allerede, og shoppet sko og flot arbejdstøj. Jeg har set og LUGTET durians tilstedeværelse, men holdt mig langt væk. Derudover har jeg smilet til og af indere og allerede irriteret mig lidt over trængslen.

Jeg startede på ambassaden i mandags og har allerede fundet mig godt til rette. Der er dog ikke så meget at lave endnu, da der jo er sommerferie. Jeg skriver om arbejdet en af dagene.

HOV jeg glemte helt at fortælle om det obskure og meget storartede vand/ild/lys/musik/sæbeboble-show, som pludselig brød løs, mens vi slentrede ude på Marina.. Det er noget af det mest amerikanske og asiatiske-disney-tourist-crap jeg nogensinde har set, men hold kæft hvor det virker altså! Som min hollandske ven sagde, der er nok en CEO, der har haft en million eller to i overskud (Han sagde det på hollansk).